glaslodret2

Astrakhan's Fair Miss Dior hedder Ditte herhjemme. Det har hun heddet fra før vi købte hende. Faktisk var det det, der sagde mig, at vi måtte have "hende den lille" med, da vi havde købt hendes søster Donna. Jeg opdagede at jeg havde givet hende et navn i tankerne - lille Ditte.

Ditte er på en eller anden måde lillesøster, selv om hun er lige så gammel som Donna - de er kuldsøstre, født d. 1. september 1996. Det kunne være fordi vi fik hende 14 dage senere. Det kunne også være fordi hun er mindre af vækst. Men mest fordi hun opfører sig som en lillesøster!

Ditte er ukompliceret, et lille legebarn der stadig glad tumler med propper, piberensere, legetøj - hvad som helst. Dette sættes også i relief af hendes noget mere "voksne" søster. Ditte er ukompliceret af sind. Hun er en lille kryster, en lille hidsigprop, en lille glad pige - ingen kan spinde så højt som Ditte - og det hele er glemt et øjeblik efter for den næste oplevelse.

Ditte hilser glad på gæster og kan lide børn - bare de ikke skriger! Her er Donna langt mere reserveret. Dittes nysgerrighed overvinder hendes eventuelle nervøsitet meget hurtigt - bortset fra hos dyrlægen; her er man en meget "flad" lille kat, der nærmest prøver på at forsvinde ned igennem bordpladen og efterlader sig bunker af pels på bordet.

Ditte er en uhyre snakkesalig kat, selv for en siameser tror jeg - hun har et enormt "ordforråd" af forskellige lyde. Man kan føre lange samtaler med Ditte. Når jeg hilser hende med et "Dav" svarer hun prompte "Au!" i samme tonefald, næsten hver gang.

Ditte er en lille livsnyder - det gælder også mad. Hendes tørkost glider da ned, bevares, men det bedste er nu en bid af vores mad - når vi får noget godt, vel at mærke. Rejer, laks, mørt bøfkød, mørbrad... Ditte sidder ved siden af bordet mens vi spiser og charmer som kun hun kan gøre det. Hovedet på sned, øjnene filmer og mundvigene vipper opad - jeg sværger på, at den kat kan smile! Og så snakker hun, kurrer nærmest - "Årh, bare en bid...! Årh, jo". Og ja, hun har som regel heldet med sig på et eller andet tidspunkt, om ikke andet gemmer man en bid til hende og søster.....

Ditte elsker at lege med sin "far" med en piberenser-edderkop i snor. Så kaster hun sig frygtløst efter byttet - jo mere fart på jo bedre. Små lette ting der kan trille eller puffes til er også godt - især hvis de larmer mod gulvet.

Ditte har en evne til at "forsvinde" ting. Hun har især en forkærlighed for ting af metal - papirclips, skruer, smykker. Men små dimser af enhver slags kan bruges. Jeg fandt et af hendes depoter engang nede bag sofahynderne. Der lå flere skruer, en pincet, et par dimser til at holde hylder fast i reoler (ved ikke hvad de hedder), flere stykker karamelpapir, en vinprop... Jeg har en fornemmelse af at flere af de ting vi ikke kan finde, nok ligger i depoter jeg ikke har fundet.

Faktisk forbløffede hun mig engang for alvor. Jeg havde mistet en halskæde som jeg vidste jeg havde efterladt på bordet. Jeg ledte og ledte, for jeg ville gerne finde den inden næste støvsugning. Efter at have rodet på gulvet ved siden af min seng i nogen tid ser jeg op - lige ind i Dittes blå øjne, der ser spørgende på mig. Og foran hende på sengen - ligger halskæden. Og nej, den lå der ikke tidligere. Et af hverdagens små mysterier! Er hun virkelig klog nok til at regne ud, hvad jeg ledte efter? Var det hende der havde taget den?

Ditte er et dynedyr i endnu højere grad end hendes søster. Vi har lært at hvis vi ikke kan finde Ditte så ligger hun nok dybt begravet under en dyne et sted, gerne i timevis. Det er en gåde hvordan hun får vejret derinde...

En anden af legebarnets små fornøjelser er at se på, når fryseren afrimes. Så sidder hun foran den åbne fryser og kigger på at isen løsner sig og ryger ned, ophøjet ligeglad med at hun bliver våd. Det er spændende!

Ditte er en stor fjernseer. Helst skal det være dyrefilm og helst naturligvis kattedyr, så kan hun sidde foran skærmen og kigge i halve timer. Men hun har da også set en krimi af og til.

Ditte kattebarn er vores evige babykat, en kilde til underholdning og ømhed, og til undren over den utrolige tillidsfuldhed hun viser os "kæmper".

 

Da Ditte var 8 år brød den foderallergi, som tidligere havde spøgt hos hende i det små, ud for alvor. Hun blev rigtig syg, kradsede sig til blods, slikkede pelsen af indersiden af sit forben og blev så sløv, apatisk og "fjern". Dyrlægen konstaterede at hun var dækket af nældefeber. En cortisonsprøjte hjalp hurtigt, og så begyndte detektivarbejdet. Efterhånden - fordi hun også reagerede på allergikosten - fandt jeg frem til at det var kylling, der var problemet. Næste problem var at finde et foder hun kunne spise - der er kylling i det meste. Idag har vi endelig, efter megen søgen, fundet et foder til Ditte - James Wellbeloved light med lam og ris, som hentes hjem fra England, og hun har det stort set godt. Læs mere om foderallergi her

Ditte mistede sin søster Donna som 11 årig, og selv om vi prøvede at give hende nye venner, som hun da også accepterede med tiden, så holdt hun aldrig rigtig op med at savne Donna, tror jeg. Det sidste halve år hun levede blev hun tydeligt ældet, og knap 3 måneder efter hendes 12 års fødselsdag måtte vi sige farvel til en dybt savnet lille livsnyder..

Se mere her

dittewater2
Dittes historie
item1a1a1a1a1a1a1a
Til toppen af
blomsttopsiamis
Ditte's billedgalleri
Til toppen af