glaslodret2

21-11-2008

En epoke er slut..

Ditte er rejst op til Donna, som hun aldrig holdt op med at savne. Det sidste halvandet døgn er hun blevet tiltagende sløv, har ikke spist eller drukket, kastet op fra den tomme mave, haft lidt diarre. Til sidst med rødlig tilblanding i begge dele.

Det mest alarmerende var dog hendes føjelighed. Hun fandt sig i at få puttet vand indenbords, som hun så kastede op igen (det opgav jeg hurtigt, jeg pinte hende bare dobbelt). Hun fandt sig i at de andre katte nærmest trådte på hende, når hun lå under sit tæppe. Og hun fandt sig i at blive samlet op og puttet i en mere beskyttet kurv, hvor hun så bare blev liggende... helt, helt forkert.

Fredag morgen trak hun sig fra både mit og de andre kattes selskab, igen helt forkert. Hendes øjne var trættere end jeg har set nogen kats, selv Donnas. Jeg var ikke spor i tvivl da jeg ringede til Raiku, også før hun sagde at det var nu. Raiku mener at hendes indre organer var ved at sætte ud.

Desværre skulle hun herfra uden det menneske hun elskede højst, min mand. Ditte har altid været fars kat, lige en brøkdel mere end min. Han er i Sverige på et familiebesøg netop i disse dage, og han nåede ikke hjem.

Hvis Ditte "bare" havde ligget passiv kunne jeg måske ha' ventet. Men de opkastninger var tydeligt ubehagelige, og sådan skulle hun bare ikke ha' det længere.

Heldigvis var det en utrolig fredelig oplevelse. Ditte sad i sin "sleepypod" der er fantastisk som sygeværelse. vi løftede bare låget af, og så sad hun i sin egen kurv med sine egne lammeskind og fik den bedøvende sprøjte. Her faldt hun i søvn mens hun blev nusset, og så oplevede hun ikke mere.

Jeg er taknemmelig for den medrolsprøjte hun fik for en måned siden. Den gav hende en sidste tid i ro med de andre katte, hun har leget med Cream, ligget i arm med hende, leget med begge de to andre. Så sent som onsdag aften glædede jeg mig over at hun endelig lod til at have fred og venner igen. Det er lidt trist at vi så sent opdagede at en cortisonindsprøjtning kunne ha' den effekt. Trist at hun ikke fik længere tid i harmoni. På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at hun aldrig sluttede med at savne den søster, hun havde fulgtes med hele livet.

Jeg håber du møder hende, lille skat, det gør jeg virkelig. I kunne ikke undvære hinanden

 

Jeg ved nu, hvorfor jeg stadig har Donnas urne stående. Jeg tror den har ventet på Ditte. Til sommer vil vi måske finde en solrig plet et sted, hvor vi kan blande deres aske...

Sov godt lille pige, mit legebarn, min Dittemitte. Elskede lille stuetiger. Hils Donna..

In Memoriam...
donna

26-10-2007

Donna er her ikke mere...

Hvordan skal jeg nu klare mig uden min lille skygge, min bedste ven i 11 år? Jeg fik dig i julegave af min også afdøde og højt elskede far, og jeg har været dybt forelsket i dig fra første dag jeg så dig hos opdrætteren, 10 uger gammel.

Tænk at jeg aldrig mere skal se dig styrte gennem rummene i ren livsglæde, mens du råber "buuuh!" og prøver at se farlig ud. Du så nu bare sød ud..

At jeg ikke mere skal mærke din lille brune "hånd", der hiver i min hånd (hvad har du dér?) eller i kanten af min dyne (jeg vil ned og putte!)

Din velkendte hilsen, hvor du helst lige skulle snuse til folks hår..

Trykket af din krop mod min mave eller mine knæhaser i sengen, over eller under dynen.

Din helt specielle nydende lyd, som et langt "mmmm...", når man strøg dig over kroppen.

At dele en fransk snegl med dig (skøre kat!)

Dine fantastisk elegante bevægelser, din måde snarere at svæve end springe op på ting.

At du altid skulle sidde og kigge på at jeg børstede tænder om aftenen - et mysterium for dig igennem alle årene..

Måden du holdt om din bagpote med en lille forpote, når du skulle ordne negle på bagfussen - du lignede grangiveligt en lille abe..

At du brugte enhver anledning til at sidde ved guf-bøtten og se forsulten ud (de sidste 14 dage spiste du stort set ikke, åh, jeg fortrød sådan de gange du ikke fik din guf..)

At man ikke kunne så meget som røre en hårbørste uden du kom susende for også at blive børstet.

Din måde at skælde ud, når man ikke lige havde tid - for så at dreje om på hælen og skride ud, stadig brokkende, mens den lange hale understregede bevægelsen som skørtet på en flamencodanserinde.

At du hentede dit yndlingslegetøj og lagde for ens fødder. Ikke altid fordi du ville lege, somme tider bare som en gave..

Dine bebrejdende smukke blå øjne, der fulgte mig, når jeg gik fra dig - jeg er gået ud af døren med dårlig samvittighed i 11 år.

Din skøre vane med at hoppe på skødet af mig, når jeg gik på toilettet, råælte - og så lægge dig og spinde så tilfreds, at man ikke nænnede andet end at blive siddende.

At du slog kolbøtter, når du var rigtig glad.

Trykket af din krop mod min, bagved mig i stolen ved computeren, liggende i en halvmåne mellem ryglænet og min ryg.

Dit blide, kærlige, trofaste, venlige, sårbare sind. Aldrig har du revet eller bidt nogen - ikke een gang!

Dit smukke lille fine brune ansigt med de tindrende safirblå øjne, der vendte hengivent op imod mig.

Hvordan skal jeg undvære alt det?

Du har fulgt i mine fodspor som en lille skygge i alle årene, evigt hengiven, altid kærlig, altid i nærheden af mig. Men din krop gav op. Vi kæmpede længe, overvandt meget - men til sidst holdt du næsten op med at spise, du svandt ind. Nye kræftknuder, dårlige nyrer, astma... Det gik bare ikke mere, det var ikke fair imod dig mere..

Lille mus, jeg havde aldrig troet jeg kunne elske en lille kat så højt. Og jeg, din søster og din menneskefar savner dig bittert.

Minimus, lille Nuffi, lille frøken fløjlsfod, min Donna. Sov godt.. Du var en gave, på mere end en måde - og du er dybt, dybt savnet.

PICT0050
item1a1a1a1a1a1a1a
Til toppen af
blomsttopsiamis

31-5 -09

Efterskrift.

Der gik nogle måneder. Husets nye katte havde helbredsproblemer, og jeg kunne ikke bære at sige endelig farvel, midt i alle spekulationerne over dem, der nu bor her. Men da vi nåede maj, var vores nye lille flok godt i vej. Og vi kunne klare at lukke bogen om Donna og Ditte, og lade dem leve i minderne.

Vi fandt en smuk solfyldt lysning i en dyb gammel skov, hvor fuglene sang. I solen under et gammelt træ blandede vi deres aske, og der fik de to smukke søstre deres sidste hvilested. Der er ingen mindesten, men vi kan finde stedet igen, hvis vi har lyst.

Sov godt, mine bedste venner. Jeg håber vi ses en dag.

IMG_0156
IMG_0151
IMG_0135
IMG_0146
annsbaek1
Til toppen af